Grønlandske kajakmodeller

Kajakmodeller udført af rigtige materialer eller af ben af grønlændere til pynt i vinduet eller til børnenes leg.

Ved et tilfælde kom jeg i besiddelse af en kajakmodel via Lauritz.com, og det skabte en interesse for både kajakmodeller og kajakkens historier, samt ikke mindst de mange fantastiske redskaber som findes til de grønlandske kajakker.
Jeg købte yderligere et par stykker hen ad vejen, når prisen var rimelig.
Efterhånden er det blevet til en lille samling, som også blev suppleret med en nogle flotte fangstredskaber – og en hundepisk!

Lige så stille begyndte jeg at spekulere på hvordan jeg skulle opbevare disse flotte modeller, som var møjsommelige at holde rene for støv og børnebørns små fingre.
Så fik jeg en idé til at lave en montre, vel og mærke en speciel montre, idet den skal erstatte vores trappeværn fra stue- til tageetagen, og den skal opbygges som et splintret gennemsigtigt isbjerg.
Udstillingen skal også være opbyggelig i sig selv og fortælle de små fantastiske historier om kajakkerne og deres redskaber, så vores gæster kan læse en lille tekst til hvert af de forskellige emner. Det spidsfindige er at man ikke kun ser montren(e) fra én side, nej man bevæger sig omkring dem samtidig med at man går op ad trappen – og så skal den være børnesikker!
Montrene er dog stadig et projekt, men de har mere eller mindre taget form i mit hoved, så nu er det spørgsmål om optegning og produktion af montre og selve udstillingen.

Men det var disse kajakmodeller som skabte min interesse for den grønlandske kajak og dens fascinerende historie.
I første omgang viser jeg modellerne her på siden, så må jeg se hvornår der kommer tid til det endelige projekt med udstillingen.

To top

Se også...

Kajakkens historie